På Stevns Fyrcenter kan man fra 25. august til 9. september opleve kunstnere fra ind- og udland i færd med at skabe 10 spektakulære kridtskulpturer. Det sker til Stevns Verdensarv Symposium, som er en del af et storstilet projekt, som skal sætte Store Heddinge på landkortet og få handlende og turister til at bruge byens rum.

Hvis du tager en tur til Stevns Klint og gør et stop ved Stevns Fyrcenter, vil du i perioden fra 25. august til 9. september kunne opleve, Stevns Verdensarv Symposium, hvor ti kunstnerne er i gang med at skabe spektakulære kridtskulpturer, som på hver sin vis fortolker Stevns Klint og dens historie.

Kunsterne vil være at finde på terrassen bag ved den gamle administrationsbygning ved fyret, som bliver deres base og bolig under deres ophold. Besøg skal ske i passende respekt for kunstnernes behov for arbejdsro. De skal nemlig nå i mål med kunstværkerne, så de kan placeres i parken på Kronhøjvej i Store Heddinge i løbet af dagene den 6., 7. og 8. september. Her får kunstværkerne fast bolig fremover og bliver en ny attraktion i Stevns’ gamle købstad, Store Heddinge.

Klint, Kridt og Fossile Krapyler

Kunsterne, som et dommerpanel har udvalgt til at deltage, har reageret på et såkaldt Open Call med navnet ”Klint, Kridt og Fossile Krapyler”, som de sendte et projektforslag til i starten af sommeren.

”De indsendte forslag er meget forskellige og spænder lige fra skulpturer, der fabulerer over elementer der kunne være gravet ud af klinten, til mere konceptuelle samtidskunst-idéer, der reflekterer over menneskets rolle i tiden og på jorden. Det var et spændende udvalg at tage stilling til og en god udfordring at udvælge dem, som vi har tillid til i sidste ende, vil skabe den bedste helhed”, siger Bo Karberg, kunstnerisk konsulent på projektet.

Stevns Verdensarv Symposium er første og vigtigste del af det store projekt ”Liv og Handel i Store Heddinge”. Når det er helt færdigt vil besøgende i Store Heddinge også kunne opleve en ny legeplads, nogle bord-bænke-sæt omkring grillpladser og en meget lang kridt-tavle. Alt sammen for at skabe nye muligheder for, at handlende og turister har lyst til at blive i længere tid og derved får flere oplevelser i Store Heddinge. Forventningen er, at det hele står klar til sommeren i 2019.

Fernisering den 8. september

Værkerne skal pryde byrummet i Store Heddinge, samle Stevns og skabe reference til den nærliggende Stevns Klint. Det er Store Heddinge Handelsstandsforening, der står bag projektet, og de inviterer til fernisering lørdag den 8. september kl. 14.30 – 16.00 i parken på Kronhøjvej, hvor også Borgmester Anette Mortensen og udvalgsformand Mikkel Lundemand-Rasmussen deltager. Alle er velkomne til at kigge forbi og møde kunstnerne ved deres værker og høre om deres tanker bag.

Verdensarv Stevns Symposium

  • 10 værker der fortolker klinten i byen
  • Værkerne skabes på Stevns Fyrcenter 25. august – 9. september, hvor man kan opleve kunsterne arbejde
  • Fernisering den 8. september kl. 14.30 – 16 i parken på Kronhøjvej. Alle er velkomne


De 10 udvalgte kunstnere er:

  • Rikke Goldbech, København
  • Jens Chr. Jensen, Ikast
  • Vera Spangsbjerg Rahbek, Stevns
  • Freja Niemann Lundrup, Århus
  • Thomas Wiesner, København
  • Ylva Westerhult, Malmö
  • Mai Ane Pil Siedentopp, Odense
  • Tina Kallehave, København
  • Sofie Amalie Andersen, Oslo/Bornholm
  • Tine Hecht-Pedersen, Lyngby