Scandinavian Cello School samler celloelever fra hele verden i en oplevelse, hvor den stevnske natur skaber en smuk baggrund for musisk fordybelse. Nu har foreningen fået over 300.000 kr. til at åbne op for turister og arrangementer.

Jacob Shaw åbnede i 2016 Scandinavian Cello School, der skaber rammerne for at uddanne og støtte unge cellister samt styrke deres muligheder for en international karriere. Selv har han skabt sig en international karriere som cellist, hvor han har spillet koncerter i hele verden. I 2018 købte han gården mellem Rødvig og Lund, hvor han sammen med kæresten og violinist Karen Johanne Pedersen driver et cellocenter. Nu har han fået tildelt 304.527 kr. fra LAG-puljen, som skal være med til at støtte udviklingen af et retreat, der også kan rumme turister og lokale aktiviteter. 

-Det er en stor ære at få støtte og så gavmild en donation til vores nye bygning. Jeg er utroligt spændt på den videre udvikling af Scandinavian Cello School. Det er første gang, vi har fået så stort et beløb tildelt, siden jeg startede projektet i 2016, og det føles fantastisk at få den støtte, siger Jacob Shaw. 

Bedre komfort og plads til turister 
Scandinavian Cello School har søgt midler til at bygge nye lokaler på grunden, hvor de nu vil skabe plads til at lave flere aktiviteter og kunne modtage overnattende turister. 

Her vil de gerne bygge et nyt gæstebad med toilet, et moderne, lydisoleret øve- og fordybelsesrum for de overnattende samt et udendørs køkken og opholdsområde til cellisterne samt til et udendørs område. 

Ved at udbygge centrets kapacitet med badefaciliteter, øvelokale og udendørs opholdsområde vil centret kunne tilbyde flere ophold – også til betalende turister – samt skabe større udveksling og arrangementer for og med lokale borgere, foreninger og skoler. 

-Min kærlighed til at være vært og at give det ekstra er det, folk skal opleve hos Scandinavian Cello School. Det er et unikt sted med kunstudstilling, huskoncerter og fantastisk mad. Vi er ikke bare en forretning, men åbner vores døre op for dem, der der ønsker en skræddersyet oplevelse til Stevns – og som gerne vil være en del af vores fællesskab for et kort stykke tid, fortæller Jacob Shaw. 

LAG-puljen støtter lokal udvikling 
Formålet med LAG-puljen er at skabe udvikling i landdistrikterne, og derfor tildeles midlerne projekter, som kan være med til at skabe aktivitet og udvikling på Stevns. Scandinavian Cello Schools projekt har eksempelvis fået tildelt midler for dets potentiale i at skabe øget kulturtilbud i lokalområdet samt øge antallet af turister og styrke kendskabet til Stevns Klint som turistattraktion. 

Scandinavian Cello School ønsker at skabe lokale samarbejder med virksomheder, organisationer og private borgere på Stevns. Som de skriver i projektbeskrivelsen: 
-Siden vores tilflytning til Stevns har vi fået en varm modtagelse fra lokale i området, deltaget i lokale aktiviteter og fortalt om vores projekt. Vi ønsker nu at gøre Scandinavian Cello School til en større del af lokalsamfundet, bidrage til Stevns med lokale, kulturelle events og aktiviteter og tiltrække flere turister.