Udvikling Stevns kunne på den ordinære generalforsamling 30. april se tilbage på et 2018 med støtte til seks spændende projekter som i alt modtog knap 1.150.000 kr. i støtte.

Det drejer sig om:

– Mikro mjødbryggeri – gourmetmjød med en grøn profil

– Nyt køkken til Strøby Idrætscenter

– Landsbyforum Stevns

– Det skal være in at være ude – Hellested friskole og Børnehus

– Søndergård Besøgsgård Stevns

– Dambækgaard – bæredygtig bondegård på Stevns

”I 2018 har vi høj grad støttet projekter, der kan være med til at bringe mennesker sammen og projekter, der kan skabe nogle nye små lokale arbejdspladser. Vi er glade for, at vi har kunnet støtte de seks projekter. Vi synes, at det er gode projekter med potentialet til at vokse sig større,” fortalte formand Jens Kierkegaard i sin beretning.

Især udviklingen af landsbyer og landdistrikter har været i fokus i det forgange år. Både i Udvikling Stevns’ eget LAG-støttede projekt, Landsby Forum Stevns, som har til formål at skabe mere samarbejde på tværs af landsbyerne. Samt i forbindelse med udviklingen af en fælles vision for landdistrikterne, som er blevet til på baggrund af flere workshops i løbet af året og som kommer til at blive retningsgivende for arbejdet med at udvikle Stevns som landdistrikt på tværs af aktører i kommunen.

Læs referatet fra generalforsamlingen

Projekter som skaber værdi

Efter generalforsamlingen gav tre spændende oplæg indblik i, hvordan deres projekter har været med til at skabe værdi for dem selv, for andre og for Stevns som helhed.

Først fortalte Paw Koch fra Horisonten STU i Store Heddinge om deres nye projekt ”Linje H”, der skal hjælpe de unge videre ud i fleksjob efter færdiggørelsen af deres STU. STU-eleven Mads fortalte samtidig om Horisontens LAG-støttede dyrelinje, som giver ham mulighed for at dyrke sin interesse for reptiler.

Dernæst fortalte Lars Eldrup om det helt nye Stevns Andelsbryggeri, hvor seks virksomheder er gået sammen om at skabe luksusøl. Det er andelstankerne om fællesskab og et ønske om at sætte Stevns og Stevns’ natur mere på landkortet, der har fået virksomhederne til at gå sammen.

Endelig fortalte skuespiller og instruktør Lene Vestergaard om arbejdet med at skabe de succesrige forestillinger Klint og Klint 2 i Boesdal Kalkbrud. Her var nøgleordene blandt andet, den store vilje til hjælp og det store netværk af mennesker, der gik sammen om at få det op at stå. Til sommer vil instrumentet UrKlang, som er blevet videreudviklet med LAG-støtte, igen spille i Pyramiden til en ny forestilling.

Genvalg til bestyrelsen

Generalforsamlingen bød på et genvalg til bestyrelsen som består af:

Formand Jens Kierkegaard, kasserer Bjarne Hendrichsen, næstformand Jens Sørensen, samt medlemmerne: Keld Parsberg, Hanne Nilsson, Jan Erik Dahl Hansen, Louise Halkjær Pedersen, Lars Klausen, de kommunale repræsentanter Thomas Overgaard, Ellen Manelius Knudsen og Lene Madsen Milner samt suppleanterne Roula Albitar Nielsen og Tom Nielsen.